21. marts 2017

De rette relationer og forbindelser er vigtige, hvis der skal gøres forretning i Kina.

Danish-Chinese Business Forum og Bycirklen var værter ved seminaret, der blev afholdt i World Trade Center Ballerup.

Det er vigtigt at pleje de kinesiske relationer. Derfor afholdt Bycirklen møde om det givtige samarbejde.

»I Kina er erhvervslivet langt tættere koblet til det politiske niveau. Det er vigtigt med de rette relationer, hvis man ønsker at indgå virksomhedsaftaler derude. Et seminar som dette kan forhåbentlig give en række virksomheder og institutioner nyttig og god viden om de kinesiske forhold og procedurer,«siger Karsten Søndergaard (V), borgmester i Egedal Kommune og formand for Bycirklen-samarbejdet i 2017.

Bycirklen har siden 2007 haft et tæt samarbejde med den kinesiske storby Wuxi, og Bycirklen har i løbet af årene været med til at åbne døre for flere danske virksomheder, så de har kunnet lave aftale med kinesiske samarbejdspartnere.

»Vi har gentagne gange oplevet, at Bycirklens unikke position og relation til Wuxi har åbnet døre for danske virksomheder. Det kinesiske marked kan være svært at komme ind på, og så er det naturligvis glædeligt, at vi kommuner kan gå sammen og være den hjælpende hånd, siger borgmester Jesper Würtzen (A), der også var med til seminaret.