Udvidelsesplanerne

World Trade Center Ballerup udvider med et 15 etagers tårn på ialt ca. 19.000 m2

De sidste godkendelser for udvidelsen er på plads, og byggeriet forventes igangsat i sensommeren 2018.
Godt 85 pct. af de 17.800 etagemeter i World Trade Center Ballerup er nu lejet ud, så flerbrugerhuset nu tæller i alt ca. 110 virksomheder. Desuden har mange virksomheder i huset fået vokseværk og har derfor valgt at flytte til større lejemål i bygningen. Endelig har åbningen af WTC Healthcare Center føjet 20 sundhedsklinikker og et fitnesscenter til paletten af serviceydelser for husets egne brugere og de 40.000 mennesker, der arbejder i området. Det giver alt i alt mod på at udvide.

Succesen betyder således, at byggeretten på yderligere godt 19.000 etagemeter nu aktiveres. Dette sker i form af et tårn på 15 etager, der harmonerer med den eksisterende bygning i sit arkitektoniske udtryk. Den eksisterende ejendom er opført i 1975 og senere tilbygget i 1980’erne med Peter Fournais som arkitekt. Ejendommens arkitektur med de markante balkoner foreslås videreført i tilbygningen, således at denne fremtræder som en integreret del af det samlede bygningskompleks. Bygningen opføres på det nordøstlige hjørne ud mod Borupvang, hvor udvidelse af mødecenter med cafe og restaurant placeres i stueetagen med passage direkte fra eksisterende foyer.  På de øvrige etager etableres kontorlejemål i varierende størrelser samt gæsteboliger/hotellejligheder mm. 

Indre glasoverdækket atrium
Principperne for WTC med de relativt mange mindre firmaer, de fælles møde- og spisefaciliteter mv. samt loungeområder for uformelle møder indbyder til en visuel åben planlægning. Dette opnås omkring et indre glasoverdækket atrium med mulighed for uformel kontakt på balkoner, trapper mv. samt visuel kontakt på tværs af etager.

Parkeringsanlægget udvides med et parkeringshus ved eksisterende p-pladser i grundens sydvestlige hjørne, således at det samlede antal p-pladser bringes i overensstemmelse med behovet.