Headhunter flytter ind i WTC Ballerup
De første lejere er allerede flyttet ind godt 14 dage efter åbningen af World Trade Center Ballerup. Rekrutterings - og headhuntervirksomheden Birn + Partners har som den første lejet sig ind i Office Centeret, der er centralt placeret i stueetagen. "Valget af WTC Ballerup sker efter nøje overvejelser", fortæller Christian R. Berg, som er partner i den internationalt orienterede virksomhed med repræsentation i seks lande.
"Vi har været på udkig efter den rette placering i nogen tid, og WTC Ballerup er det ideelle valg af flere grunde. Dels kan vi via medlemskabet af World Trade Center netværket placere møder og rekrutteringsaktiviteter i andre WTC centre, dels vil vi bestemt også udnytte faciliteterne i Ballerup i forbindelse med markedsføring og afvikling af bl.a. kundemøder, ligesom vi vil bruge centret som platform, når vi fremadrettet vil profilere os i forhold til de mange spændende virksomheder i lokalområdet", siger Christian R. Berg.
Han understreger, at rekruttering og headhunting i høj grad bygger på et stærkt personligt netværk, og derfor regner han også med at skabe gode relationer til de øvrige virksomheder i centret og derigennem bidrage til at skabe et travlt og internationalt orienteret miljø til glæde for alle i huset.
Ballerup eller City?
Endelig er der klare logistiske og økonomiske fordele ved at vælge WTC Ballerup frem for en adresse i centrum af København, vurderer Christian R. Berg: "Vores klienter kommer jo som regel i bil eller med fly og ved at vælge WTC Ballerup har vi løst parkeringsproblemet og kan samtidig få betydeligt mere for pengene i forhold til et lejemål i det indre København". Birn + Partners har 25 medarbejdere, hvoraf seks er placeret i Danmark og de øvrige har base i UK, Tyskland, Sverige, Norge, Finland og Italien, hvor WTCA i øvrigt alle steder er repræsenteret med centralt placerede WTC- centre.
Synergi skaber merværdi for alle parter
Direktør for WTC Ballerup, Lars Gøtke hilser Birn + Partners velkommen som en lejer, der uden tvivl kan drage fordel af de mange planlagte aktiviteter og selv bidrage til at forankre WTC i Danmark. "Vi arbejder målrettet på at tiltrække lejere inden for forskellige brancher, fordi det erfaringsmæssigt skaber god synergi til gavn for alle parter, hvilket er selve kernen i World Trade Center tanken", siger Lars Gøtke.
Lars Gøtke understreger, at en række andre lejere er på trapperne, så huset i løbet af kort tid vil summe af aktivitet. Service og fleksibilitet er de nøgleord, der skal tiltrække lejerne: "Vi vil simpelthen gøre det lettere for vores lejere at drive forretning og samtidig skabe rammer for internationale konferencer, events og tiltag". WTC direktøren sætter samtidig en ære i at kunne skræddersy et lejemål efter behov, så både etablerede virksomheder og iværksættere kan finde sig til rette. "Måske har de i første omgang kun brug for nogle få arbejdspladser eller et virtuelt kontor med reception, telefonpasning og adgang til mødefaciliteter. Men skulle de med tiden få et øget pladsbehov, finder vi en løsning, så de kan blive i huset.” siger Lars Gøtke, der har 20 års erfaring med erhvervsejendomme - bl.a. som direktør for Nordea Ejendomme.